Indledning
Her kommer løbende nyt om projektet med etablering af de to nye affaldspladser og nedlukning af vores affaldssug.

Baggrund
E/F Emaljehaven har, siden bebyggelsen blev opført i 2006, leaset vores affaldssug. Bygherren havde tegnet en 20 årig leasingaftale på anlægget som nu udløber i juni 2026. Herefter kan E/F Emaljehaven overtage affaldssuget for kr. 1,-
Affaldssuget er imidlertid nedslidt og står foran en større renovering og delvis udskiftning, hvilket er en udgift på 4 – 6 milioner, for kun at håndtere en af vores 14 affaldsfraktioner, nemlig restaffald.

Affaldssug
Ulempen ved affaldssug er, at meget af vores affald ikke bliver sorteret i dag. Alt for meget affald, der skulle være sorteret, bliver i dag smidt i skakten som restaffald.
En typisk familie har mellem 10 og 30% restaffald, hvilket svare til ca. 1 pose om ugen. I øjeblikket skal vi, her i Emaljehaven, sortere alt vores affald i 14 forskellige fraktioner.
Det er lovpligtigt at affaldssortere, hvorfor Københavns kommune også kræver at alle boliger gør det. Dette krav er svært at opfylde med et affaldssug, som lokker mange til ikke at sortere korrekt, men blot kaste affaldet i skakten.

Beslutningen
Det blev på generalforsamlingen i 2025 besluttet at lukke vores affaldssug og etablere to nye affaldshuse som opfylder en del af de ønsker der tidligere er blevet fremsat. Dette drejer sig om tag over affaldspladsen, ordentlig belysning, bedre aflukning, bedre låsesystem.

Projektet
Vores rådgiver Opland har udarbejdet et forslag indeholdende følgende:

Etablering af to nye affaldshuse, et placeret på den oprindelig affaldsplads og et placeret ved cykelparkeringen ved Frederiksborgvej ved gavlmaleriet. Begge affaldshuse bliver lukkede huse med grønt sedumtag og belysning.

Udvidelse af vores stisystem i parken, således at alle beboere kan gå tørskoet fra opgange og til den nærmeste affaldsplads. Der bliver også handicap adgang fra alle opgange til affaldspladsen.

Etablering af belysning til de nye stier.

Udskiftning af belægningen på opkørslen fra Rebslagervej til parken, så der bliver en belægning der er god at gå på, men som samtidig også er holdbar så der kan køre lastbiler på den til tømning af affald.

Ny bom ind til parken.

Tidsplan
Projektet er sendt til myndighedsbehandling hos kommunen.
Så snart vi har en tilbagemelding fra kommunen igangsætter vi detailprojekteringen hos vores rådgiver.
Arbejdet forventes at kunne udføres primo 2026, alt afhænge af behandlingstiden hos kommunen.
Vi er ved at aftale nedlukning af affaldssug.
Vi er ved at aftale etablering af ekstra containere på den eksisterende affaldsplads til en midlertidig affaldsløsning, med hyppig tømningsfrekvens.